NOMINERING TIL ‘STORE ARNE’ 2019

Elefanthuset. Konstruktionsmodel, krydsfiner

Vi er stolte af nomineringen til Årets Store Arne 2019 for projektet ‘Elefanthuset’. Prisen uddeles af Arkitektforeningen, København og er opkaldt efter (den store) danske arkitekt Arne Jacobsen. Vinderne afsløres ved Arkitektforeningen København’s Nytårskur, fredag den 18. januar 2019 på BLOX.

Elefanthuset er et nyt aktivitetscenter for kræftramte i tilknytning til Center for Kræft og Sundhed i De Gamles By på Nørrebro i København. Huset rummer desuden et ‘Mens Shed’-mødested efter internationalt forbillede, som ramme om aktiviteter målrettet kræftramte mænd.

I juryens indstilling, skriver de blandt andet:
‘(…) Projektet viser en eksemplarisk balancering mellem beskedenhed og et selvbevidst, distinkt arkitektursyn. Præcise indgreb med en raffineret materialeholdning gennemsyrer projektet, der trods sit lille omfang formår at give helt nyt liv til huset. Transformationen tilføjer nye funktionelle lag og åbner op til en ny epoke for det gamle kapel. 
Værket nomineres for en kæk transformation af et historicistisk bygningsværk, der revitaliserer det som en omsorgsfuld ramme for en sårbar brugergruppe.’

 


Elefanthuset er det første realiserede resultat af det nye strategiske partnerskab mellem Københavns Kommune, Byggeri København (ByK) og DSP PLUS, med Jakon som udførende totalentreprenør.
LETH & GORI er totalrådgiver og arkitekt på projektet. Samarbejdspartnere er Anders Christensen Rådgivende Ingeniører (konstruktioner) og JL Engineering (installationer).
Bestiller er Københavns Kommune, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Se alle nominerede projekter her: Store Arne 2019
Og se projektet her: Elefanthuset